Ideen om pølsevogne kom til os ude fra. Allerede før første verdenskrig var der pølsevogne pü gaden i tyske byer bl.a. Berlin.

Grundlaget for denne ydmyge restaurationstype var opfindelsen af primusapparatet. Ved hjÌlp af denne lille petroleumsbrÌnder kunne man mobilt opvarme kar og beholdere. Det havde medført at en gruppe afholdskvinder, med fru Lene Silferberg i spidsen, havde etableret Københavnske Kvinders Kaffevogne. Her kunne man for 8 øre købe en kop stÌrk kaffe med sukker og fløde.

 


1907. Københavnske Kvinders Kaffevogne var model for pølsevognen

Cafe fodkolde gammel pølsevogn
De første pølser kostede 25 øre - foto: Kgl. Bibliotek

Herudover har vi i Danmark en gammel tradition for gadehandel fra faste stader, eller fra "løse" kræmmere, der for en krone kunne løse vandrebrev hos kommunen. Torve‑ og stadehandel var stramt reguleret under de kommunale myndigheder. I København var det under Magistratens 2. afd.

Fra Berlin over Gøteborg i Sverige til Kristiania i Norge

Fra Berlin bredte pølsevognene sig, først til Gøteborg i Sverige og derefter til Oslo, der pü den tid hed Kristiania. Heroppe havde en dansk kapelmester ved navn Charles Svendsen Stevns slüet sig ned. Udover sin musiceren for bl.a. den danskfødte Kong Hükon, havde Stevns gang i 7 pølsevogne i byens gader. Den ide ville han gerne overføre til København. Sü i 1910 søgte han første gang om tilladelse til at sÌlge pølser pü gaden i København, efter restauranternes lukketid til kl 02.30 nat. Københavns davÌrende politidirektør var Eugen Pedersen. Han var et udprÌget levn fra enevÌldens dage, og havde bl.a. vÌret vicepolitidirektør under det herostratisk berømte slag pü FÌlleden. Eugen Pedersen afslog Svendsen Stevns ansøgning, men det fik ikke kapelmesteren til at give op. Han blev ufortrøden ved med at søge.

Kedeligt syn med pølsespisende folk pü gaden

I 1917 skiftede magten i København, og Socialdemokratiet für flertal i byen. Det medfører en rÌkke Ìndringer i bystyret, det für betydning forpølsevognssagen.

Den hidtidige konservative borgmester i Magistratens 1. afdeling. Theodor Dybdal udnÌvntes som ny politidirektør. Han afløses i borgmesterstolen af Ernst Kaper.

Allerede den 8. marts 1917 indfører København folkekøkkener og i Århus ansøges om tilladelse til salg af varme pølser på gaderne. Ansøgningen afslås, bl.a. med en begrundelse fra byrådsmedlem dr. Bramming, at det "ville være et kedeligt syn at se folk stå på gaden og spise pølser":

Svendsen Stevns har ikke opgivet. Han fortsÌtter med at søge, og für nu uventet en allieret i Københavns konservative borgmester for Magistratens 1. afdeling, Ernst Kaper. Den 23. oktober 1919 fremlÌgger Ernst Kaper sagen i Københavns BorgerreprÌsentation, med anbefaling fra Magistraten, der er det samlede kollegium af borgmestre i København. Han var nu ogsü ude i et andet Ìrinde. Kaper havde nemlig i lÌngere tid ligget i strid med de københavnske restaurationsejere, der ikke ville acceptere hans forslag om "Standard prislister". Kaper syntes simpelthen at de Københavnske restaurationer var for dyre. Her kunne han bruge pølsevognene som pressionsmiddel. Med henvisning til gode erfaringer i Tyskland, Sverige og Norge, anbefalede Ernst Kaper BorgerreprÌsentationen at give Svendsen Stevns tilladelse til opstilling af pølsevogne pü de ansøgte stadepladser.

Lovgivningen var südan skruet sammen, at da det drejede sig om en person, der ville sÌlge fÌrdig tilberedt mad fra flere stader i byen, skulle det først godkendes af kommunalbestyrelsen, og herefter skulle Indenrigsministeriet dispensere fra bevÌrterloven af 10. maj 1912, paragraf 6. Det blev ikke sü ligetil at fü sagen igennem.

 

Stauning mütte ringe med klokken og bede om at man holdt sig til pølsesnakken.
Restaurationsbranchen havde mange venner i Københavns BorgerreprÌsentation, som kÌmpede en tapper kamp mod pølsevognene. De forudsü trafikkaos ved vognene, at de ville blive konkurrenter til kommunens egne folkekøkkener, samt at stadehandlen i øvrigt var af det onde. Formanden for BorgerreprÌsentationen, den senere Statsminister Th. Stauning, ringede idelig med sin klokke, og bad de Ìrede medlemmer om at holde sig til "pølsesnakken":

Et enkelt indlÌg i debatten, fik dog nÌsten profetiske overtoner, set med eftertidens øjne. Det var den socialdemokratiske forstanderinde Marie Christensen der udtalte: "Der kan jo puttes en hel del i en pølse". Sü hun anbefalede büde streng hygiejne med vognene men, ogsü med pølsefremstillingen, og med hvad der skete med de ikke solgte pølser.

Herefter gür sagen i udvalg, og 4. marts 1920 kan BorgerreprÌsentationen endelig give Charles Svendsen Stevns sin stadebevilling. Indenrigsministeriet dispenserer, og mandag den 17. januar 1921 prÌsenteres de første vogne for pressen.

 

Pølsevognen, en avanceret trÌkvogn med indlagt varme 

Gammel Steff Houlberg pølsevogn

I forhold til vore dages rullende teknologiske vidundere, var de første pølsevogne, efter tysk model, meget primitive. De var bygget omkring en kobberkedel, der blev opvarmet med en primus. Omkring kedlen var bygget en trÌkasse, der indeholdt bl.a. pølsebrød, der dengang var et rundstykke. Kassen, der var hvidmalet, var monteret pü et understel med to store hjul og trÌkstÌnger. Understellet og hjulene var malet røde. Pølserne kostede 25 øre og brødet 5 øre. Taget i betragtning at en arbejdsmand i hovedstaden pü det tidspunkt tjente 2 kr. i timen, var det et luksusmültid.

 

Charles Svendsen Stevns startede med 6 pølsevogne

Svendsen Stevns startede med 6 vogne der henholdsvis fik stade pü Rüdhuspladsen, Nørrebros Runddel, Christianshavns Torv, Gammeltorv, Nørreport, og Vesterbros Torv


Pølserne til Stevns vogne blev leveret af firmaet Søren Houlberg A/S, som oprindelig var startet i Lille StrandstrÌde 8, og senere havde flyttet virksomheden til det gamle svine? og fjerkrÌslagteri i Syndergürdsgade, som i dag er Bernstoffsgades forlÌngelse fra Før: Polititorvet ned til havnen.

 

Pølsevognene breder sig til hele Danmark

Nu begynder pølsevognene at brede sig ud i landet. Århus var stadig ubøjelig i sin modstand mod pølsevogne.Men allerede i 1922 er de med oppe i Nordjylland, hvor der som bekendt lever en stolt pølsetradition.

 

I ålborg byråd behandler man den 24. april 1922 en ansøgning fra repræsentant Sven Julius Carlsen, Kjellerupgade 10, om tilladelse til salg af varme pølser på Ålborgs gader. Den tilladelse gav byrådet. Nu skulle sagen, som i København en tur over Indenrigsministeriet for at få dispensation fra beværterloven. Den fik han uden problemer, så byrådet den 21 august 1922 kunne give Carlsen sin tilladelse. Næste dag bekendtgjorde "Nordjyllands Socialdemokrat" i en notits; "De varme pølser ? nu kommer de"

 

Arhus opgiver al modstand den 8. oktober 1922

Nu gik det slag i slag rundt om i Danmark. I Odense havde en københavner allerede i 1921 søgt om stadetilladelse til pølsevogne, men havde füet afslag. I 1926 forsøger en indfødt odenseaner sig igen , det var Georg VVilladsen fra Sadolinsgade. Han für sin tilladelse, som naturligvis udløser en harmdirrende protest fra fÌllesudvalget for Odense Detailforening. Men nu var pølsevognen ogsü kommet til Odense.

 

I Århus var der stadig hårdnakket politisk modstand. Borgmester Jacob Jensen kunne overhovedet ikke se behovet, selvom afholdsmanden Larsen?Ledet var blandt ansøgerne, og med anbefalinger fra både Odense og Ålborgs borgmestre, ville han sælge kaffe og varme pølser til fordel for afholdsbevægelsen.

Omsider må selv Århus byråd overgive sig. En kendt lokal journalist og redaktør, Louis C. Andersen får omsider fredag den 8. oktober pølsevogne ud i Århus gader. Han fik fremstillet sine pølser specielt til formålet hos kgl. hof Slagtermester Anton Ovesen, som lod sin pølsemester fremstille den særlige "Marselis?pølse" til Louis Andersens vogne. På dette tidspunkt var det grosserer der var ejerne af pølsevognene, og pølsesælgerne var ansat hos disse. Det gav visse gnidninger. Ugelønnen for en pølsesælger lå i København på omkring 25 kroner. I trediverne lå omsætningen ved en pølsevogn fra 6 til 20 kroner om dagen. De bedste vogne kunne komme op på 100 kr. Lønnen var 5. kr. om dagen, og dertil skulle lægges en provision.


PølsemÌndene vil vÌre selvstÌndige

Under krigen, i 1942 gür en delegation af ansatte københavnske pølsemÌnd til byens overborgmester H.P. Sørensen, og beder ham om at revidere stadeprincippet for pølsevogne. Fremover ønsker de ansatte pølsemÌnd individuelle stadetilladelser. Det medførte at man i København indførte kravet om, at en pølsemand skulle vÌre invalid, og dokumenteret ude af stand til passe et normalt arbejde. Den sociale pølsevogn er født.

Denne praksis breder sig ud over Danmark i forskellige varianter. I Århus og Ålborg fik f. eks. Børnenes Kontor retten til at sælge pølser, og i andre kommuner havde man lignende kollektive ordninger.

 

Fra ĂĽben trĂŚkvogn til lukket gadecafe

Under krigen var der mangel pü petroleum, sü pølsemÌndene blev tvungen til at bruge trÌkulsbÌkkener, som gav en temmelig ukontrollabel varme. Pølserne var rationerede, og pølsebrødene blev ofte kun til en skive franskbrød eller en humpel rugbrød. At pølsemÌndene blev selvejere Ìndrede radikalt den danske pølsevogn. Nu ville pølsemÌndene ikke stü ude i al slags vejr, og bl.a. stoppe gamle aviser under skjorten for at holde varmen. Man begyndte at bygge et lille lÌskur udenom pølsekedlen, sü pølsemanden kunne komme i rimeligt tørvejr og lÌ. Det blev starten pü den sÌrlige danske pølsevogn. I folkemunde kaldet "Cafe Fodkold"


Gennem halvtresserne og tresserne havde Pølsevognen sin storhedstidhvor begrbet CafÊ Fodkold blev født. Enhver bv købstad og station havde sin pølsevogn, og salget var forrygende. Vognene skiftede deres primusbrÌndere ud med gas, flagermuslygterne blev afløst af batteridrevet lys. Vognene blev større og mere moderne, men fik flere problemer. Nymodens fast?food i grill og burgerbarer tog deres bid af pølsen. Det medførte bl.a. at de ürhusianske pølsemÌnd strejkede i protest i 1973.

 

Kommunerne begyndte ogsü at fravige kravet om dokumenteret invaliditet, og overgik til almindelig nÌring. Det er kun København, Odense, Slagelse og Hørsholm kommuner, der har fastholdt kravet om invaliditet, samt reglen om at vognene skal køres i garage hver aften. I resten af landet er det nu mere eller mindre faste pølsekiosker, der stür for salget af varme pølser, det total salg er pü omkring 116 millioner stk. om üret.

 

Da0nske pølsevogne stür i Rusland, Sverige, Spanien og England

I Danmark er "Cafe Fodkold" pü retur. Alene i København er antallet af pølsevogne faldet fra over 400 omkring 1950, til omkring 130 i dag, en udvikling man ogsü oplever i det øvrige af Danmark.

Selv om pølsevognen er pü retur her i landet, eksporteres pølsevognskonceptet med succes. Steff?Houlberg i Ringsted har placeret vogne i Rusland, Sverige, Spanien og England. Sü müske vil "Cafe Fodkold" alligevel overleve, og brede sine pølsevognstraditioner ud over hele verden 

 

Kilde: Bogen om pølsevognene "CAFE FODKOLD"

 

Pølsevognens historie

Pølsevognen har siden den 18. januar 1921 prydet det danske gadebillede. Den kom til Danmark fra Tyskland og derfor var det i starten Bayerske pølser, der var at købe ved vognene. Dengang kostede en rød pølse med sennep 25 øre, og skulle man flotte sig med et tilhørende rundstykke, kunne man købe det for 5 øre. Nu koster en pølse kr. 13,- og et brød kr. 3,-. Til gengÌld kan du fü büde ketchup, sennep, remoulade, rü løg, ristede løg, agurkesalat og forskellige dressinger til.

Pølsevognen er efterhånden et klassisk symbol på Danmark og en tradition som vi alle kender og til tider besøger. Den danske pølsevogn har haft det hårdt i Danmark i de senere år, og haft en nedgang fra omkring 600 pølsevogne midt i 70'erne, til under 110 pølsevogne i 2003 – langt størstedelen placeret i København.

Hvad er en Dansk Pølsevogn egentlig? 
En pølsevogn har hjul under sig og er fuldstÌndig selvforsynende. Det vil sige, at den er uafhÌngig af fast strøm- og vandforsyning, og hver 19. time lades den op. Den har egen motor og kan pakkes sammen i løbet af 15 minutter.

Udbredelse 
Tirsdag den 18. januar 1921 startede salget af pølser pü üben gade i København fra i alt seks mobile pølsevogne og siden bredte pølsevognene sig til resten af landet.

I 1950'erne og 1960'erne var der omkring 500 mobile pølsevogne, alene i København, og omkring 500 i resten af landet. Selvom det er svÌrt at komme med et prÌcist tal, sü er vurderingen, at der er omkring 130 vogne pü landsplan i dag.

Fast food culture since 1921

The first "Pølsevogn" (Sausage stand) was established in Copenhagen around 1921 and today more than 130 million red sausages "røde pølser" are consumed every year at the Danish "Pølsevogn".

The Red Sausage with Bread "Rød Pølse med brød" has been the Danes favourite out-door meal and fast food for generations. On nearly every street corner in Copenhagen there will be a "Pølsevogn" (Sausage stand) with a variety of warm sausages and various tasty supplements.

 

twitter Google+ LinkedIn Pinterest Festvognen pĺ Facebook